Pilotprojekt "NIP-KVIS": Udvikling af faglige indikatorer inden for øre-næse-halsområdet
Baggrund
Fonden for Faglig Udvikling i Speciallægepraksis iværksatte i foråret 2007 et 3-årigt projekt: KVIS (kvalitetsudvikling i speciallægepraksis).
Formålet med KVIS-projektet er at udvikle modeller og metoder til at arbejde med kvalitet i speciallægepraksis i overensstemmelse med principperne i Den Danske Kvalitetetsmodel.
KVIS-projektet består af 7 delprojekter, der hver især har fokus på forskellige elementer af kvalitetsarbejdet i speciallægepraksis:
A. Kvalitetsudvikling, evt. som grundlag for opgaveudlægning
B. Patienttilfredshed
C. Faglige indikatorer
D. Generiske standarder
E. Datafangstmodul, databaser og diagnosekodning
F. Prototype for kvalitetsudviklingsarbejdet i speciallægepraksis
G. Indberetning af utilsigtede hændelser
Delprojekt C: Udvikling af faglige indikatorer
KVIS-styregruppen har udvalgt Øre-næse-hals specialet som velegnet til afprøvning af en model for udvikling af faglige indikatorer.
Det konkrete pilotprojekt gennemføres af Det Nationale Indikatorprojekt. Nedsættelse af indikatorgruppe og udvikling af indikatorer sker overordnet som beskrevet i "Manual for udvikling af indikator, standarder og prognostiske faktorer i Det Nationale Indikatorprojekt" (kan tilgås her på hjemmesiden under menupunktet Publikationer - Manualer).
Den overordnede projektstyring - koordinering, strategiformulering, evaluering og ressourcestyring varetages af KVIS-projektets styregruppe.
Aktuelt
Indikatorgruppen er nedsat og der har været afholdt indledende møde i formandskabet den 15. september 2009 og første møde i indikatorgruppen den 21. oktober 2009.
Indikatorgruppen afholder sit andet møde den 2. december 2009 og tredje møde den 10. februar 2010.
Indikatorgruppen har udvalgt et foreløbigt sæt indikatorer med tilhørende standarder og prognostiske faktorer. Der er desuden udarbejdet en dokumentalistrapport og et sæt datadefinitioner. Indikatorerne testes i fire speciallægepraksis i perioden fra 1. marts til 1. september 2010. Det foreløbige indikatorsæt kan ses under menupunktet "Indikatorsæt".
(Publiceret den 26. november 2009, sidst revideret 31. maj 2010)


