Ud i det blå

Danmark såvel som det meste af Verden er igen i lockdown, og det er efterhånden nogle måneder siden, at vi måtte indse, vi ramte en 2. bølge af den globale Corona-pandemi. Selvom smittetallene går i den helt rigtige retning, nemlig nedad, ja så er der stadig nye mutationer, som ligger på lur, og de gør, at vi stadig ikke kan begynde at åbne ret meget op. Jeg forstår så sagtens, at myndighederne ikke tør tage nogle chancer, det er trods alt menneskeliv, det handler om, og at nogle folk så vælger at lave ballade ved at brænde billeder og figurer af statsministeren, har jeg intet til overs for. Jeg synes, det er helt fint, man forholder sig kritisk, og man behøver, meningsvist, ikke være enig med myndighederne. Men når der er så stor evidens for, at Corona ER farligt, bør man i det mindste gøre, som der bliver sagt. Lockdown er ikke sjovt for nogen, men jo mere vi passer på, jo hurtigere er vi forhåbentlig tilbage i de gamle rammer.